Med fare for skilsmisse, panikangst og klaustrofobi har min lille familie på fire personer boet hele vinteren i en campinghytte på 25 kvadratmeter på Feddet Camping på Sydsjælland.

Pladsmanglen indendørs blev dog totalt overskygget af de mange udendørs aktiviteter “vores” campingplads havde at byde på. Selvom vi stadig passede vores job og vores to skønne piger brugte dagtimerne i skolen, har det været umuligt, ikke at blive grebet af en stemning a la rigtig campingferie.

Feddet er blevet mit åndehul, mit ly for omverdenen. Usynlige elastikker hiver automatisk mine mundvige op i et saligt smil, når jeg nærmer mig Feddet og på én gang pludselig har udsigt over både Præstø Fjord og Fakse Bugt, hvor Møn ses i horisonten.

Feddet er en oase, perfekt til både en aktiv familieferie i sommerferien eller en rolig miniferie, når det ifølge kalenderen er lavsæson. Det er netop vintercamping, der har betaget mig. For naturen, dyrelivet, havet, stjernemylderet på himlen og de mange børnevenlige legepladser har nemlig højsæson hele året.