Det er så længe siden, jeg sidst har fortalt om mit liv og oplevelser på Feddet Camping. Måske troede du, med tanke på mit seneste indlæg om at jeg skulle på spøgelsesjagt, at jeg var forvandlet til støv i en tabt kamp mod ånderne. Sådan gik det heldigvis ikke. Vi så en del spøgelser, men fangede ingen. Næste efterårsferie er vi bedre forberedt med åndefangere og besværgelser.
Det er altså ikke spøgelser, der har holdt mig fra at skrive fra mit liv fra campingpladsen. Det er en turbulent periode, hvor vi blandt andet har mistet det nybyggede hus, vi ventede på skulle blive færdigt og derfor boede midlertidigt på campingpladsen.
Det blev til en periode på 1 år og 14 dage, så har I spørgsmål omkring særlige årstider på Feddet kan vi besvare dem alle.
15. december flyttede vi fra campingpladsen på Feddet og ind i en bolig med “fast tag”. Det var med blandede følelser, vi flyttede væk. Vi glædede os til at få lidt mere plads men samtidig var det også trist at skulle sige farvel til mit morgenritual med at sige godmorgen til havudsigten og de skønne landskaber og dyrelivet.
Heldigvis har vi fået en udemærket udsigt fra vores nye lejlighed, men det er nu ikke det samme som naturoplevelserne på Feddet. Derfor glæder vi os også til igen at skulle være campister, når sæsonen starter omkring påsketid. Så er det endelig vores tur til at ankomme med forårsfornemmelserne brusende i maven, for ingen steder er så skønne at tilbringe sin tid end som campinggæster på min yndlingsplads på Feddet nær Fakse Ladeplads i Præstø Fjord.
Vi ses om ganske få måneder på Feddet.
O comments at "Endelig nyt fra campingpladsen på Feddet"
Comment Now!